En af grundene til at vi på ID Academy kalder vores måde at arbejde med selvudvikling på for ID Selvudvikling er, at vi har en markant fokus på, hvad vi som mennesker er identificeret med, og hvad vores selvfølelse betyder for vores livskvalitet, oplevelse af glæde og mening i livet, for vores evne til at knytte dybe relationer og føle os forbundet med andre osv.
I de selvudviklingsforløb vi tilbyder, arbejder vi bl.a. med at hjælpe deltagerne med både at opdage og bryde identifikationen med de roller og ubevidste selvbilleder, som vi alle er blevet identificeret med i løbet af vores opvækst.
Vi arbejder ikke med at udskifte de negative selvbilleder med nogle nye og mere positive af slagsen. Vores oplevelse er, at når vi opdager en ellers selvbegrænsende personlighedsside og får brudt identifikationen med den, så tager vi i Michelangelosk forstand det overflødige bort, og vores sande selv, vores oprindelige værenskerne kommer til syne af sig selv.
Om at identificere sig med en rolle og glemme sin oprindelige identitet
Forestil dig en skuespiller, som gør sin debut på det kongelige teater. Han skal spille Jeppe på bjerget.
Der går lang tid med at indstudere rollen og alle dens udtryk, og efterhånden som den talentfulde skuespiller kommer mere og mere ind i alle rollens forskellige fasetter, bliver han også mere og mere identificeret med den. Ja faktisk glemmer han ofte sit oprindelige private jeg, mens forestillingen spiller.
Han ved, hvordan Jeppe tænker og føler og handler.
Og til Jeppe-rollen hører der bestemte relationer, som han ved, hvordan han skal forholde sig til. Der Nille, som gør ham til hanraj, der er Jakob Skomager, som kommer salt i øllet, der er en baron og hans seng osv. Så med rollen hører der nogle ganske bestemte måder at forholde sig til de andre roller i stykket på, og der er en bestemt handling som udspiller sig igen og igen.
Jo mere den følsomme skuespiller indlever sig i rollen og glemmer sit private jeg under forestillingen, jo bedre en skuespiller er han.
Han glemmer sin egentlige , oprindelige identitet. Især mens han er ny i faget som skuespiller, vil han af og til glemme, hvem han oprindeligt er. Selv når forestillingen er ovre, vil offentligheden omkring ham tænke på ham som Jeppe på bjerget. - Og det vil han formodentlig også selv. Folk der har set forestillingen og møder ham på gaden, vil af og til sige "Hej Jeppe", og pressen interviewer ham som Jeppe.
For nogle år siden var der et indslag i TV med skuespilleren Peter Myggin, der blev interviewet omkring sit rolle i TV-serien Taxa. Han fortalte, hvordan han en dag, hvor han var kommet kørende i sin bil blev stoppet af en meget ophidset mand, som råbte til ham: "Hvorfor finder du dig dog i det. Hvorfor pokker gør du det ikke forbi med den dumme kælling"! Der gik lige et stykke tid, inden det gik op for den forskrækkede og forvirrede Peter Myggin, at den vrede mand forholdt sig til ham som Andreas i TV-serien, og ikke til ham som privatperson.
Nu er det ikke kun skuespillere, som bliver så identificerede med bestemte roller, at de selv og andre glemmer deres oprindelige identitet.
På samme måde kunne man sige, at vi op igennem vores opvækst glemmer, hvem vi oprindeligt er. Den unikke Væren eller det oprindelige større Selv, som er vores inderste natur, går som regel mere eller mindre i glemmebogen, efterhånden som vi vokser op.
Instinktivt fornemmer vi fra starten af livet, at vi er fuldstændigt afhængige af vores forældres omsorg, beskyttelse og kærlighed. - Men det har en pris. Vi må tilpasse os, for at få deres anerkendelse, støtte og kærlighed. Intet barn går igennem livet, uden at måtte lære at tilsidesætte bestemte impulser og tilbøjeligheder, og det er der sådan set heller ikke noget galt med. Hvis ikke vi lærte bestemte sociale færdigheder, ville vi få store problemer med at omgås andre mennesker senere i livet.
For ikke at opleve smerten ved at blive afvist, skældt ud eller straffet af vores forældre, tilpasser vi os som børn til mange af de normer og forventninger, som de voksne har til os. Vi udvikler bestemte sider af personligheden på bekostning af andre, eller vi kunne sige, at vi lærer at spille bestemte sociale roller, for ikke at være for sårbare. Det er naturligt, men problemet er, at vi bliver så identificerede med vores roller, at vi glemmer , at det ikke er, hvem vi oprindeligt er. Og hermed går meget af den livsglæde, mening med livet og evne til nærhed tabt, som oprindeligt er naturlige egenskaber ved vores oprindelige væren.
Gå tilbage til forsiden af ID Selvudvikling ved at klikke her.
